Alex Kristensen, Danmarksmester i Inventor 2001 & 2002 giver sine råd efter at have læst InventorBogen.
Der er endelig kommet en dansk lærebog til Inventor.
Efter at have brugt bogen et stykke tid, vil jeg gerne give min mening om den.
Bogen kan bruges både som lærebog og grundbog. Selvom den ved første indtryk virker som en ordentlig mundfuld, skal man ikke lade sig afskrække.
Bogen har mange illustrationer og er skrevet i et let læseligt sprog. Med bogen følger en CD, med hjælpe konstruktioner, til de opgaver der fordeler sig igennem bogen. Opgaverne giver en god forståelse for hvordan de enkelte operationer virker.
Som nystartet bruger af Inventor, er det en god ide at læse kapitel 1 og 2 igennem, for at få en forståelse af brugerfladen og filopbygningen, da Inventor har sit eget filstyringssystem. Herefter kan man følge opgaverne gennem bogen, da der beskrives trin for trin, hvordan opgaverne skal løses. Efter dette er man i gang og klar til at konstruere sine egne konstruktioner. Man kan så gennemgå de enkelte afsnit i bogen igen, efterhånden som man når frem til det i sin konstruktion. Bogen følger sådan set fremgangsmåden i et konstruktionsforløb. Dog ligger afsnittet med arbejdsplaner lidt for sig selv, efter min mening, og skulle måske sættes sammen med gennemgang af skitse miljøet.
Selv som øvet bruger kan man få stor gavn af bogen. Bogen er detaljeret, og ved at gennemlæse de afsnit, der omhandler den fase af en konstruktion som man er i gang med, kan man ofte få syn for nemmere konstruktions metoder og give en bedre forståelse af kommandoerne.
Bogen kan også bruges som opslagsværk, dog mangler der en del engelske betegnelser af kommandoerne i indekset. Indekset er dog en stor forbedring i forhold til Autodesk’s egne lærebøger, hvor indekset helt er undladt, og derfor ubrugelig som opslagsbog. Det skal siges at kommandoerne inde i InventorBogen er beskrevne både med danske og engelske betegnelser.
Efter min mening er der her gjort et ordentlig stykke arbejde, det er ikke bare et ”kom i gang hæfte”, der kun kan bruges et stykke af vejen.
Man har ikke forgjort sig i at investere i denne bog, da den både kan bruges af nystartede og øvede brugere.
Alex Kristensen
Danmarksmester i Inventor 2001 & 2002
Topteam ApS www.topteam.dk
